Organisatorisk resonans - en umulig drøm eller vejen til stærke fællesskaber

Hartmut Rosa er på alles læber. Og med god grund. Hans resonans-sociologi er en skarp samtidsdiagnose og beskrivelsen af, hvordan accelerationen i vores liv skaber mistrivsel og fremmedgørelse påvirker mange. Samtidig vækker det en længsel. En længsel efter at gøre noget andet – i stedet for mere af det, som ikke virker.

Flere og flere organisationer har taget resonansbegrebet til sig. Der er brug for nye greb, nyt håb. Nogle steder i en søgen efter nye, stærke fællesskaber. Andre steder med bud på, om det er muligt at genfortrylle tilværelsen. Også i det professionelle liv.

Jeg har været med i hele denne bevægelse og vil gerne dele erfaringer. Med afsæt i bogen ‘Livets uendelige kilde’ er der sat gang i en række prøvehandlinger, som peger på, at det er ikke bare er muligt, men også velkomment, at åbne det resonante rum for at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle.

Samtidig er det organisatoriske liv presset af en række strukturelle og økonomiske vilkår, som spejlbilleder på accelerationen. Så hvor efterlader det os? Med håb? Eller? Mit udgangspunkt er optimistisk. Det er muligt! Lad os sammen undersøge disse muligheder.

Er du interesseret i at drøfte muligheder for organisatorisk resonans i jeres kontekst, kontakt Thorkild her LINK

PS:

Hvis du er nysgerrig på noget af den begrebsmæssige baggrund for organisatorisk resonans, kan du læse mere her LINK