Villaens Vennekreds

Kære Venner.

 

En dag i februar måned tilbage i 2008. Heidi råbte ud i rummet: Nu er der allerede 19! Da dagen var omme var vi oppe på 189. Vi havde sendt en invitation ud, hvor man kunne melde sig til Villaens Vennekreds. Jeres respons dengang betød enormt meget for os og mange af jer, der tilmeldte jer i virksomhedens første tid, modtager fortsat dette nyhedsbrev. Betydningen er ikke blevet svækket gennem tiden, selvom vi har måttet ændre på formatet undervejs. I årevis fik vennekredsen tilsendt vores avis Venire i papirudgave med posten. Den krævende ambition blev imidlertid umulig, da der kom nye portosatser. Men nyhedsbrevet fortsatte og med tiden blev vi næsten 3.000 i Vennekredsen.

 

Nyhedsbreve i mail-indbakken er imidlertid ikke, hvad det har været. I dag foretrækker mange selv at søge nyheden frem for at få den leveret ind blandet med alle de andre opgaver. Det er jo endvidere blevet meget vanskeligt at opretholde maillister. Så derfor: Det er med vemod, men nu sker det. Dette er det sidste nyhedsbrev på denne kanal. Villaens Vennekreds siger stolt tak for 12 års udveksling og strømme af ideer.

 

Men som et rigtigt juleeventyr kræver det, er Julen reddet. Vi flytter de løbende små nyheder og de 2 årlige nyhedsbreve over på VILLAVENIREs LinkedIn virksomhedsside. Vi håber derfor, at du fortsat har lyst til at følge os. Tryk her , så kan du fortsat følge os (hvis du ikke allerede følger os på LinkedIn) – og lige nu kan du læse dette års julebrev. Her er nyt om pragmatisk ledelse og link til Frederikke Larsens spritnye artikel om simulationstræning og simuleringsdesigns til test.

 

Så det blev atter Jul. Og et helt nyt år er på vej. Venire 2020.
Thorkild Olsen