Villa Venire A/S bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra villavenire.dk igen.
Følelsesnormer - et spørgsmål om kultur
I en livlig organisatorisk verden, er der et væld af normer, som former vores handlinger, hver dag. Nogle af de normer, som vi sjældent har ord for, er følelsesnormerne. De ligger som naturlige fornemmelser i kroppen af, hvornår det fx er passende at fnise og hvornår det bestemt ikke er det. Der findes altid et sæt af normer på arbejdspladsen for, hvad der er tilladt at føle og hvordan det er tilladt at udtrykke disse følelser.
Følelsesnormerne bliver det, som vi ofte kalder ”kulturen”. Mange ledere og konsulenter gør utallige forsøg på at ændre på uhensigtsmæssige kulturer, men det er utroligt vanskeligt at ændre en fasttømret kultur “udefra”. Her er det vigtigt at turde gå i kødet på, hvordan alle medlemmer i organisationen er med til at regulere de følelsesmæssige udtryk.
At tale om de normative følelsesmæssige forventninger til hinanden på arbejdspladsen giver adgang til samtaler om, hvordan hver enkelt tager del i det fælles ansvar for den eksisterende kultur og berører naturligt den meget konkrete hverdag, som alle indgår i. Disse udvekslinger giver ofte en oplevelse af, at der opnås et nyt niveau i den samlede organisatoriske bevidsthed.
Til dette mødepunkt vil Kate Lacetz holde oplæg om følelsesnormer og hvordan vi alle, kollektivt tager del i reguleringen af hinanden. Efter oplægget vil Kate facilitere en dialogisk café, hvor du, som fremmødt, taler sammen med andre deltagende om, hvordan din organisation udtrykker sig og hvilken betydning det får for jeres kultur. Undervejs giver Kate bud på, hvordan man kan arbejde på at forandre de svære kulturelle bindinger.
Mødepunktet afholdes den 24. april 2026 kl. 12.00-14.30 hos Villa Venire, Strandgade 4 b, 1401 København K.