Hvem er vi?

Gert Rosenkvist, Cand. mag.

 

Jeg har gennem snart 11 år arbejdet som selvstændig konsulent i mit eget firma Rosenkvist Consult http://www.rosenkvistconsult.dk/. Min kerneydelser som konsulent er: ledelsesudvikling, undervisning og uddannelse i coaching og voksenpædagogik herunder foredrag, proceskonsultation, konfliktopløsning samt facilitering af læreprocesser - instruktørudvikling og voksenpædagogik.

 

Gennem alle årene har jeg lært værdien af at arbejde sammen med andre konsulenter i netværk - det kommer ens kunder til gavn og man bliver selv klogere - derfor har jeg nu indledt et samarbejde med Villa Venire som en del af deres Atriumgård og dermed udvidet mit konsulentnetværk.

 

Godt konsulentarbejde består i at tilføre værdi til den enkelte organisation - det kan være i form af resultater, der kan aflæses på bundlinjen, det kan være større klarhed om at håndtere ledelsesrollen, et bedre arbejdsmiljø eller større kvalitet og effekt i træning og oplæring.

 

Eksempler på opgaver: lederudvikling i Gribskov Kommune, coaching af lederteam Ballerup Kommune, uddannelse og træning af instruktører ved simulatortræning Force Technology og Naviair, uddannelse TR-repræsentanter BUPL, kursus i coaching DME, facilitering af læreprocesser ved projektledelse af forskning GEUS, opfølgning på APV DEL, uddannelse af rygestoprådgivere Danmarks Apotekerforening, foredrag om læreprocesser Geologisk Museum, efteruddannelse af instruktører Banedanmark, efteruddannelse for konsulenter Sommerakademi.dk, bestyrelsesudvikling FSBolig

   

Mit ståsted som konsulent bygger på en meningsfuld og forståelig omsætning af en relationel, socialkonstruktionistisk og narrativ tilgang. I praksis betyder det, at udgangspunkt er de relationer og det samarbejde, der er mellem ledere og medarbejdere. Vi er medskabere af hinandens forudsætninger og på godt og ondt viklet ind i hinanden. Eksempel. Ledelsesudvikling handler om at ledere og medarbejdere bliver bedre til at koordinere deres handlinger i forhold til deres konkrete arbejdssituationer og at gensidig respektfuld og ligeværdig dialog forstærker det indbyrdes samspil på den enkelte arbejdsplads. På den måde kan medarbejdere og ledelse i fællesskab udforske "kloge greb" og erfaringer og opnå viden og opmærksomhed, der gør det muligt at fastholde det, som de allerede lykkes med skabe endnu bedre resultater.  

 

Etik. Jeg mener, at det er muligt at skelne mellem os som mennesker og organisationsmedlemmer, det vil sige at udgangspunktet tages i det personligt professionelle felt. I praksis betyder det, at det er det arbejdsmæssige, der er i fokus fx i forbindelse med coaching og teamudvikling. Det er vigtigt at reflektere kritisk over, hvilken sofistikeret form for moderne magt, der ligger gemt bag mange udviklingstiltag, herunder coaching, anerkendende udvikling mv. Terapi og religiøs forkyndelse kan findes camoufleret som leder- og medarbejderudvikling - det mener jeg er en uheldig tendens.