Samtaleydelser - coaching og terapi

 

Først etik, så teknik

Samtaler skal skabe forandring i retning af det ønskede. Samtaler skal gøre det muligt at få øje på nye og andre handlemuligheder for sig selv. Samtalen skal øge sandsynligheden for, at det faktisk bliver muligt at tage det første skridt i en ny retning. Kort sagt: Samtalen skal være meningsfuld og virkningsfuld.

 

At udføre den gode samtale med den gode virkning kræver professionalisme og erfaring, men især at man sætter etikken i højsædet. De bærende etikker for os er:

  • Anerkendelse eller "at se den anden som en væsentlig anden", hvilket i praksis betyder, at man oplever sig som velkommen og accepteret.
  • En systemisk forståelse for, at det som mennesker tænker, gør og siger ikke kun er udtryk for indre psykiske forhold, men også altid skal forstås som udtryk for relationer, vilkår, normer og andre nærværende forhold.

 

Vores tilgang til samtalen er derfor baseret på en bevidst stillingtagen til mødet med det andet menneske, til samtalen som fænomen samt en insisteren på, at samtalen ikke kan håndteres med få enkle metoder men beror på, at den enkelte samtalepartner har et bredt repertoire. Med etikken først bliver mødet og nysgerrigheden overfor både 'den anden' og 'det andet' afgørende - understøttet af en velafprøvet professionel værktøjskasse. Vores værktøjskasse består af tre grundlæggende forståelser af samtalen.

 

 

Fundamentet er anerkendelse

Samtalen hviler altid på en gedigen og professionel tilgang til anerkendelse. En målrettet, virkningsfuld samtale kan kun fungere, hvis fokuspersonen bliver mødt "som en væsentlig anden", hvor personens intentioner og bestræbelser værdsættes, hvor vi forstørrer, det der fungerer, og hvor vi undersøger den underliggende logik bag handlinger og udsagn.

 

Anerkendende samtaler handler således ikke om, at alting er lige godt eller okay. Vi arbejder bevidst med at anerkende personen og samtidig anerkende den opgave, der skal løses. Dette opløser ikke de mange dilemmaer, der opstår, når menneske møder opgave, men forståelsen for anerkendelse som andet og mere end værdsættelse og harmoni hjælper til at overskue og forstå, hvorfor dilemmaerne aldrig kan udryddes, og hvorfor der altid skal vælges aktivt mellem mere gode og mindre gode løsninger.

 

 

Narrativ metode

Med anvendelsen af såkaldte narrative kort arbejder vi med de personlige såvel som faglige fortællinger. Ambitionen med narrativ metode er at understøtte fortællinger, der går i retning af det ønskede. Her undersøges personlige værdier og der arbejdes med forbindelsen mellem konkrete episoder og den mening og betydning, de enkelte episoder tilskrives efterfølgende.

 

Narrativ metode sætter sig for at bringe fokuspersonen fra 'det der vides' til 'det der er muligt at vide' ved blandt andet at ændre fokus fra problem- og mangel-fortællinger i retning af mere foretrukne og livgivende fortællinger. Målet er at skabe både personlig og faglig robusthed. En sådan robusthed er nødvendig i en kompleks hverdag med mange aktører. Det er vores erfaring, at det er lettere for den enkelte at indgå i samarbejde og teams, hvis man står solidt på sine egne fødder.

 

 

Systemisk metode

Hvor den narrative metode i høj grad styrker den enkelte, så benytter vi systemisk metode til at sætte tingene i sammenhæng. Systemisk metode indeholder en række spørgeteknikker, hvor man bedre kan få øje på sammenhænge, relationer og mønstre. Det er så at sige ikke tilstrækkeligt at holde øje med de gode intentioner. Tanker, handlinger og sprog skal altid holdes op mod de effekter, det har på een selv, på andre og på mulighederne generelt for at skabe en positiv udvikling.

 

Systemisk metode er ligeledes hjælpsomt til at forstå, hvorfor uhensigtsmæssige ting foregår, da metoden formår at frembringe flere perspektiver, forståelse for de andres logikker og belyser forholdet mellem det den enkelte vil, det man kan og det krav, der stilles - altså det man skal.

 

 

Kontakt

Psykolog Eva Schimmell Raakjær på 2536 4682 eller eva@villavenire.dk

Konsulent Frederikke Larsen på 3162 2810 eller frederikke@villavenire.dk